vi ses

n

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

nndnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

nn

t

Hermaf stasser fo hikler narrate inspiko.

tr

Brunkagetidens triste favør i hovedsagens retning. Problemet er på mange måder, at jeg ikke har planlagt smøgrationerne til top ti. Maskerne er faldet af. Nej, ikke sproget. Det ville være for patetisk at påstå. Men af en del af de litterære widgets på sproget. Sådan er udsigten i hverfald fra dette maskinkammer.

fr

To gadelamper af forskellig type står og gemmer sig i alfabetet.

fm

Det damper ret effektivt fra undergrunden. Det er fordi, de steger hanekyllinger. Tilbereder dem, før de skal sendes på gaden på siden af busser. Undergrunden gemmer på mange andre store fabrikker. Hovedprodukterne er identitet, mening, tilhørsforhold og sex. Det er i virkeligheden det samme, som alle andre steder.

sks

Statussens æg er megastore. Man kan bo i dem, hvis man suger indholdet ud først. Diskurserne lægger ikke æg, men stødtænderne er mange penge værd. De giver potens. Og disse vaklevorne kasteanordninger kan man kaste med. Eller rettere: Man kan bruge dem til at kaste ting med. Men ikke så store ting som statussens æg.

sv

Hannibals elefanter under slaget under slaget ved Trasimenersøen. De var prægtige. Frygtindgydende. Slangen, der bider Kvinden i hælen, samt de første abstrakte tegn, og så selvfælgelig: Tyge Brahes næse.

OTTE

Jeg bumper lige nummeret i hatten for symbolets skyld og gengir krumtappens gevir i dobbelt blænde. Armerer minerne på den mark, der skal brænde i bool, når det hele sættes til i en overlagt systemfejl. Samler idioterne til den sidste manøvre. De sidste notater i logbogen. Vi ved, at det er de sidste.

NI

Jeg cykler gennem tingene. Her det hus, hvor hun boede, der, det stativ, jeg hang mig i som knægt og måske danser støvbolde i det sidste fra solen, eller hånden som motiv i bistandklientens håb og drømme. Der er virkelig ingen grund til at tage et arbejde, man ikke gider. At flagre for enden af et af træernes spyd, at bruge kantstenens evne til at knuse kæben til at føle sig levende med, at sparke døren ind til husets hemmelige rum. Der er ingen hemmelige rum i vores huse. Det er barnemad.

TI

Fimstergimserne funkler på Rette Boulevard, bl.a. fordi det er, hvor de er. Sagtende spor af idé og trofæ, en sofa i rette vinkel blunder, tar sig en morfar, og enkelt som ægte sten, der fupper sig gennem tilværelsen. Du forstår ikke, at købmanden ikke vil tage dine treskronesedler, at de ikke bruger skandaler, når nu det er en mulighed. Det går ikke at man går og kigger sig over skulderen, at man går og hopper og hepper på de forkerte hold, at man mikser yt med regn.

11

Inderst inde stritter det med tålmod og vinkelmålere mod et samfund, der går baglæns. Sådan har jeg det, det er en slags følelse og det er ikke med min gode vilje, at jeg lader som om jeg passer sko. På den anden side finder jeg menneskenes konflikter tåbelige. Straks er der tale om en blokade af interplanetariske dimensioner, bare hunden har pisset på det forkerte fortov. Jeg finder min egen modstand mod mine frænder for tåbelig. De ligner jo bare mennesker, og det gør jeg også. Et i alle tilfælde.

13

Men i minderne er eksplosionerne jo digte, og de findes ikke inde i noget men uden for alt dette. Det betyder ikke, at de ikke findes, eller at de er trancendale, men at de finder sig eksploderende præcist mellem tingene og hvad er det nu man kalder det? noget med ikke at eksisterer sådan fysisk konkret. Lidt lissom ild. Eller nåja, eksplosioner. …

Jeg har mistet troen på det naive, men det gælder også det meste andet, at tilfældigheder skulle være specielt poetiske f.eks., men så igen: sætningernes musik forekommer jo uendeligt fjollet. Jeg blander tingene sammen. Hvertfald hvis vi taler sådan symfonisk. En rytme måske, som en tromme eller en indfaldsvej, der buldrer. D & ¤¤

51

Credo:

AT GØRE NOGET MENINGSLØST FÅR MENNESKET TIL AT FORNEMME EN MENING

AT GØRE NOGET MENINGSLØST FÅR MENNESKET TIL AT FORNEMME EN MENING

AT GØRE NOGET MENINGSLØST FÅR MENNESKET TIL AT FORNEMME EN MENING