16

Jeg indhenter ham.

dobbelild

Mens blodet pumper, fordi jeg løber, kan jeg igen høre hans stemme: Venlig, men ond og lokkende: Den er det, der vender tilbage altid. De døde forsvandt hurtigt. Jeg kan mærke hjertet slå mod knivens kolde stål. Hvad siger stemmen?, den taler i et sprog, jeg ikke forstår. Nej, det er løgn. Han kan ikke vide, hvem jeg er, men han er dér. Jeg følger ham som en skygge.

46

Under bunkerens ene bænk ligger et brækjern. Man kan lige skimte det i lyset fra satans øjne. Jeg tænker ikke, før jeg handler. Jeg banker først til satan, så øjnene splintres. Og da resten af selskabet angriber mig, slår jeg også dem i skalden. Blod og hjernemasse dekorerer betonen med blomster. Katarina hamrer desperat på døren ud. Selvom jeg tøver et øjeblik, er resultatet det samme: død.

50

Jeg vågner øjeblikket efter, at han har forladt lejligheden. Jeg ligger stadig på maven med hænderne bundet om ryggen, men rebet er falskt. Det betyder, at der ingen problemer er i at komme fri. Jeg ryster på hovedet og hopper i tøjet. Hiver mine løbesko på, mens jeg kigger ud af vinduet. Netop som en skikkelse drejer om gadehjørnet og nedad Store Kongensgade. Med en køkkenkniv i inderlommen sætter jeg efter. Jeg er stolt af, hvordan jeg holder min krop, og jeg tager trappen i firspring. Klokken er 05.17, og de er allerede ved at stå op på første sal. De arbejder udenfor byen.

60

Ørn er den, der mest åbenbart er påvirket af situationen. Hans hud gløder rødt. Katarina har et sjældent sagligt smil på læberne, mens forfatterdrengene tydeligvis har mistet mælet. Ottos øjne lyser nu, de oplyser rummet, men det er der ingen, der finder mærkeligt, – undtagen mig. Selv den yngre bror ser ud til at være forført at sætningernes arabesker. Jeg kan ikke sige, hvorfor det lykkedes mig at holde afstand. Men jeg holder afstand. Og det er tydeligt, at hvad der foregår her, er ondt. I alle tilfælde, så er det i dette øjeblik, at jeg beslutter at gribe ind: at forrykke hvad der synes determineret.

63

Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det følgende, der sker. Dørene til bunkeren lukker automatisk efter den sidste. Mørket er derfor absolut. Ingen mæler et ord en tid. Så begynder Otto at tale. Gammeldags dansk. Hvad siger han? Han taler om kampen mellem godt og ondt, om at man må vælge side, og derefter yde de ofre, som er nødvendige. Hvad er det gode? Hvad er det onde? En lang række af banale pointer blander begreberne sammen i et grimt rod, men stemmen er insisterende. Mørk, venlig og fuld af glød. Den virker fysisk på både drengene og pigerne. Den trænger ind.