NI

Jeg cykler gennem tingene. Her det hus, hvor hun boede, der, det stativ, jeg hang mig i som knægt og måske danser støvbolde i det sidste fra solen, eller hånden som motiv i bistandklientens håb og drømme. Der er virkelig ingen grund til at tage et arbejde, man ikke gider. At flagre for enden af et af træernes spyd, at bruge kantstenens evne til at knuse kæben til at føle sig levende med, at sparke døren ind til husets hemmelige rum. Der er ingen hemmelige rum i vores huse. Det er barnemad.