Men i minderne er eksplosionerne jo digte, og de findes ikke inde i noget men uden for alt dette. Det betyder ikke, at de ikke findes, eller at de er trancendale, men at de finder sig eksploderende præcist mellem tingene og hvad er det nu man kalder det? noget med ikke at eksisterer sådan fysisk konkret. Lidt lissom ild. Eller nåja, eksplosioner. …
Jeg har mistet troen på det naive, men det gælder også det meste andet, at tilfældigheder skulle være specielt poetiske f.eks., men så igen: sætningernes musik forekommer jo uendeligt fjollet. Jeg blander tingene sammen. Hvertfald hvis vi taler sådan symfonisk. En rytme måske, som en tromme eller en indfaldsvej, der buldrer. D & ¤¤
