vi ses

n

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

nndnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

nn

t

Hermaf stasser fo hikler narrate inspiko.

tr

Brunkagetidens triste favør i hovedsagens retning. Problemet er på mange måder, at jeg ikke har planlagt smøgrationerne til top ti. Maskerne er faldet af. Nej, ikke sproget. Det ville være for patetisk at påstå. Men af en del af de litterære widgets på sproget. Sådan er udsigten i hverfald fra dette maskinkammer.

fr

To gadelamper af forskellig type står og gemmer sig i alfabetet.

fm

Det damper ret effektivt fra undergrunden. Det er fordi, de steger hanekyllinger. Tilbereder dem, før de skal sendes på gaden på siden af busser. Undergrunden gemmer på mange andre store fabrikker. Hovedprodukterne er identitet, mening, tilhørsforhold og sex. Det er i virkeligheden det samme, som alle andre steder.

sks

Statussens æg er megastore. Man kan bo i dem, hvis man suger indholdet ud først. Diskurserne lægger ikke æg, men stødtænderne er mange penge værd. De giver potens. Og disse vaklevorne kasteanordninger kan man kaste med. Eller rettere: Man kan bruge dem til at kaste ting med. Men ikke så store ting som statussens æg.

sv

Hannibals elefanter under slaget under slaget ved Trasimenersøen. De var prægtige. Frygtindgydende. Slangen, der bider Kvinden i hælen, samt de første abstrakte tegn, og så selvfælgelig: Tyge Brahes næse.

OTTE

Jeg bumper lige nummeret i hatten for symbolets skyld og gengir krumtappens gevir i dobbelt blænde. Armerer minerne på den mark, der skal brænde i bool, når det hele sættes til i en overlagt systemfejl. Samler idioterne til den sidste manøvre. De sidste notater i logbogen. Vi ved, at det er de sidste.

NI

Jeg cykler gennem tingene. Her det hus, hvor hun boede, der, det stativ, jeg hang mig i som knægt og måske danser støvbolde i det sidste fra solen, eller hånden som motiv i bistandklientens håb og drømme. Der er virkelig ingen grund til at tage et arbejde, man ikke gider. At flagre for enden af et af træernes spyd, at bruge kantstenens evne til at knuse kæben til at føle sig levende med, at sparke døren ind til husets hemmelige rum. Der er ingen hemmelige rum i vores huse. Det er barnemad.

TI

Fimstergimserne funkler på Rette Boulevard, bl.a. fordi det er, hvor de er. Sagtende spor af idé og trofæ, en sofa i rette vinkel blunder, tar sig en morfar, og enkelt som ægte sten, der fupper sig gennem tilværelsen. Du forstår ikke, at købmanden ikke vil tage dine treskronesedler, at de ikke bruger skandaler, når nu det er en mulighed. Det går ikke at man går og kigger sig over skulderen, at man går og hopper og hepper på de forkerte hold, at man mikser yt med regn.

11

Inderst inde stritter det med tålmod og vinkelmålere mod et samfund, der går baglæns. Sådan har jeg det, det er en slags følelse og det er ikke med min gode vilje, at jeg lader som om jeg passer sko. På den anden side finder jeg menneskenes konflikter tåbelige. Straks er der tale om en blokade af interplanetariske dimensioner, bare hunden har pisset på det forkerte fortov. Jeg finder min egen modstand mod mine frænder for tåbelig. De ligner jo bare mennesker, og det gør jeg også. Et i alle tilfælde.

12

Æstetik er et fint ord for brand.

13

Men i minderne er eksplosionerne jo digte, og de findes ikke inde i noget men uden for alt dette. Det betyder ikke, at de ikke findes, eller at de er trancendale, men at de finder sig eksploderende præcist mellem tingene og hvad er det nu man kalder det? noget med ikke at eksisterer sådan fysisk konkret. Lidt lissom ild. Eller nåja, eksplosioner. …

Jeg har mistet troen på det naive, men det gælder også det meste andet, at tilfældigheder skulle være specielt poetiske f.eks., men så igen: sætningernes musik forekommer jo uendeligt fjollet. Jeg blander tingene sammen. Hvertfald hvis vi taler sådan symfonisk. En rytme måske, som en tromme eller en indfaldsvej, der buldrer. D & ¤¤

14

Sidste note fra virkeligheden: jeg går i bad for friskhed det sidste stykke. Tomheden er ret voldsom lige nu. Altså inde i hovedet.

fem gang tre eller tre gange fem

I disse stivnede storme florerer der rygter om hemmelige CIA-flyvninger og levende døde, der ikke vil falde til ro. Blandt de mere vedholdende og, ambitiøse slagsen er det om, at både CIA-flyvningerne og de levende døde findes og arbejder sammen. Eller rettere sagt: CIA-flyverne fungerer som en art rutefly for de levende døde, der jo dårligt kan benytte sig af de almindelige rutefly. Folk ville simpelthen gå i panik og dø af hjertebanken. CIA-flyvningerne skulle bl.a. operere på dansk territorium, fortæller rygterne, som ikke melder noget om levende døde specielt på dansk grund. Det er en åben mulighed, at der er tale om et europæisk fænomen. I så fald handler det med danske briller på kun om overflyvninger.

16

Jeg indhenter ham.

17

Min hjernes asparges snylter hårdt på ideen om blonde cigaretter.

18

Støbernes sveddråber springer og fordamper på ovnene

deles i deres enkelte dele som en form for tilbagerullen

af den organisering der var først.

19

Dompap, toppet lappedykker og mallemuk (en umage flok) har slået sig ned midt i minefeltet i København. De sætter deres præg på bybilledet, tar nogle vilde ture og får efterhånden også tiden til at gå med at bygge reder. De parer sig på kryds og tværs og snart ser man også domdykker, toppet pap og mallelappemuk over Københavns stræder. Det er en stor attraktion, der trækker ornitologer til fra hele verden i et tal, der kan måle sig med Tivolis. På længere sigt forventes det dog at regeringen gennemfører en skånsom normalisering af fænomenet.

20

EU findes.

21

Ravnen inde i øjet – øjets ravn folder sig

da præsten træder ud af smølf

ud som en blomst til en raket

med alle de potentialer som videnskaben plus poesien

bare kan drømme om. Det er fantastisk.

22

Et punktum kan falde overraskende pladask.

23

De samler sig i sekunderne inden regnen sætter ind, i dråberne. Skyernes kommandocentraler summer af ivrig aktivitet, og slagplanen planlægges ned til mindste detalje. Skal de falde med et, eller sende et par stykker ud i forvejen, så, dryp, dryp, sondere terrænet og give mulighed for et rimeligt forsvar? Når det bare handler om sejr, er der ingen nåde. Men PR/PA-afdelingen har også noget at skulle have sagt.

24

Det regner med vi, de druknede, familiens skød og hundrede køer

men det gør ikke noget, for her er der læ, og identiteterne

kan hænge til tørre på lokummet. Det hele er uproblematisk.

25

Nu skrider alt ud i en mægtig stjerneblokade

i en voldsom slagudveksling blandt fremmede

hvor det opløses i sine enkelte bestanddele, grundstofferne,

livets byggesten og essenser af meningsfylde.

26 år gammel

Jeg er 26 år gammel. Det har jeg snart været længe. Jeg er ikke længere i begyndelsen, men heller ikke midtvejs. Jeg befinder mig mod slutningen af begyndelsen og nærmer mig starten på mellemspillet. I døgnets rammer er det anderledes. Her har jeg netop taget hul på begyndelsen på enden. Den sidste sjettedel.

27

Dit nyvaskede hår på et operationsbord af stål.

28

Sygeforsikringens gode samvittighed giver dårligt afkast.

29

Pampernes honningmåner dekoreret med gummi.

i anledning af 30 en arabesk

vinduet rasler mod muren

hundene flokkes om benene

de klapper op og i

blandt andet druknes med støv

og hovederne ruller tilfældigt

i rustikke henrettelser

mændene er vilde som aber

torvet bløder

af gamle bøger

mens drengene kaster sten i maskinerne

de tæller dem ikke

31

Du vimser fantastisk i dag

som en autentisk paryk, nej,

som om du gik med autentisk paryk

sådan vimser du henover gulvet

med din paraply og de knogler du slæber rundt på

- jeg læser dig forlæns -

du vimser fantastisk i dag.

32

laptoppen vrider sine kabler i sort

mens søvnen virker normal

og skærmen blinker som besat   … øh?

Det skulle være blevet til en tekst, men det kunne det ikke blive. Det er ved at lysne udenfor og jeg bytter rundt på bogstaverne. Ellers er humøret højt.

to røve

Blandt rudestyrtende ravnes skrig hørte jeg en baby skråle (på) mere på spil.

fire og tre tiere

I ravnes flugt mod solen findes ensomheden som en helse.

35

JEG ER EN FABRIK DER PRODUCERER MERE END SOM SÅ

JEG PRODUCERER EN MENING DER KAN HÆVE DIG OP OVER

JEG ER TIL FOR DIN SKYLD JEG PRODUCERER DELE TIL DIN LØGN

DIN LØGN OM AT DET ER MULIGT AT STÅ UDENFOR OG VÆRE NOGET

MEN DU ER INGENTING DET ER KOMPATIBELT

JEG PRODUCERER DINE LØGNE OG DU ÆDER DEM GERNE

DE GØR DIG TIL MERE END SOM SÅ TIL MERE END DU ER

JEG ER TIL FOR DIG

JEG ER EN FABRIK DER GØR DIG TIL MERE END DU ER FOR

DU ER INTET DU ER BARE EN LILLE LORT DER TROR AT DU

ER NOGET FORDI DU KAN NIKKE GENKENDENDE TIL LORT

seks i anden

Disse tårne i horisonten som bugner af guld og glatte tage, og som vi kunne sætte os op i, virker truende på mig. Ikke fordi de er høje, men fordi at de er alt for tæt på himlen.

37

Strengt taget er der intet, der er, som det er.

38

Røgsøjlen der forlænger håndens bevægelser opløses i oppe.

tre gange ti plus tre gange tre

strækmarcherne ligger på spring under vores tid

selvsikkert vokser de op og får skæg i sproget

selv en hær af folkeviseforskere vil vise sig tam

overfor disse almindeligt forklædte

selv børnene ser det men hvad kan man gøre?

drømmenes faner er forlængst brækket over

og substitutterne er fanget i en ironisk klumren

mens vi, der ved bedre, blot kan ryste op hodet.

fire nul dut

Hvis jeg skal tilføje noget om fornemmelsen af at være i mit nu lige nu, så minder det, udover de fysisk og mentale degenerationer, lidt om dengang jeg var på universitetsradioen, altså, det der minder om det, er følelses af ikke at vide, om der er nogen i den anden ende. ….

41

Jeg føler virkelig, at jeg er ved at miste grebet. Om sproget, betydningerne, kroppen og virkeligheden. Det hele blander sig i en fad grød. Fornemmelsen for, hvad der skrives og er blevet skrevet er væk. Jeg håber ikke, at det er alt for tilfældigt, at det virker alt for tilfældigt, for hvad er meningen så med det? Jeg er jo ingen abe. Klokken er nu 07, og menneskene står så småt op omkring mig. Vi skriver i seks timer endnu.

42

Gnaverne arbejder sig ind i din krop så

himmel din trold til Norge af før det er for sent

dragerne har allerede bosat sig i dine hulninger

og blåænderne rapper til dødsmessen.

Dine armes dun samles ind til din fremtid

den bygges på leret jord og du ved det så

himmel din trold i Norges sted mens du

stadig er menneske og del af en funktion.

Funktionen forvitrer i forårets overfald

på rudernes ufattelige isblomster samt

smattens identitetsbærende røverhule.

43

Hannibals rustne hænder arbejder af sig selv. I mens nynner han en af ungdommens melodier og tænker på døden. Hannibal er ikke bange for døden. Det har han aldrig været, men han ser heller ikke frem til den. Det, han tænker på, er sin begravelse. Han ved præcis, hvordan han vil have det. Han vil kun have mælkebøtter på kisten og i kransene. Så kan han være sikker på, at de sørgende selv har plukket dem. Han tæller på fingrene, hvor mange de vil blive. Han føler sig sikker på, at Gustav og Ingrid kommer. Og hans bror selvfølgelig. Hvis de ikke når at dø først. Det håber han ikke.

dobbelild

Mens blodet pumper, fordi jeg løber, kan jeg igen høre hans stemme: Venlig, men ond og lokkende: Den er det, der vender tilbage altid. De døde forsvandt hurtigt. Jeg kan mærke hjertet slå mod knivens kolde stål. Hvad siger stemmen?, den taler i et sprog, jeg ikke forstår. Nej, det er løgn. Han kan ikke vide, hvem jeg er, men han er dér. Jeg følger ham som en skygge.

tre gange tre gange fem

start dette at op som du ville starte en bil:

drej nøglen omkring, tryk på knapperne og træd speederen i bund:

snart står dit at og provokerer dine bedste årsager:

snart står alt uden årsag og provokerer en virkning:

du ender som en funktion af samfundet, hvis du ikke holder dig ren:

og det gør du ikke:

du ender som de andre.

46

Under bunkerens ene bænk ligger et brækjern. Man kan lige skimte det i lyset fra satans øjne. Jeg tænker ikke, før jeg handler. Jeg banker først til satan, så øjnene splintres. Og da resten af selskabet angriber mig, slår jeg også dem i skalden. Blod og hjernemasse dekorerer betonen med blomster. Katarina hamrer desperat på døren ud. Selvom jeg tøver et øjeblik, er resultatet det samme: død.

47

Jeg spiller falsk fordi det er muligt

har anlagt skyggen af et skæg og

udsmykket min erindrings katedral

med kornede fotos af nattetomme gader:

Jeg samler sammen til at blive en økse

væddet i citron, salt og ny betydning:

Jeg var en mand.

48

hunde med børster rejst som rivejern

gør i byens tomme kældre mens

børnene leger soldater og soldaterne

vælter omkring og om i hinandens arme

træernes stammer vikles mod månen

og kanalens spejl brydes af kroppe

udstrakt på pæle hænger de døde

solsorte lig som ligner os selv i

fremtidens sammenbrud står intet

længere i fred: hundene hersker

når imperiet falder i grus

og gruset kvæler snerlerne …

kvadrat 7

iflg. Rasmus Halling kunne det ligne en direktør for rækkehuse, jeg mener en litteratur for rækkehuse: strabadserne som vi påtager os for at skabe historier for alle dem, der ikke kan sove længe. For alle dem, der ikke kan se sig ud af, alt det de har bygget op for og om sig selv. De virkelige menneskers virkelige problemer. Jeg kender dem ikke. Det er ikke mine.

50

Jeg vågner øjeblikket efter, at han har forladt lejligheden. Jeg ligger stadig på maven med hænderne bundet om ryggen, men rebet er falskt. Det betyder, at der ingen problemer er i at komme fri. Jeg ryster på hovedet og hopper i tøjet. Hiver mine løbesko på, mens jeg kigger ud af vinduet. Netop som en skikkelse drejer om gadehjørnet og nedad Store Kongensgade. Med en køkkenkniv i inderlommen sætter jeg efter. Jeg er stolt af, hvordan jeg holder min krop, og jeg tager trappen i firspring. Klokken er 05.17, og de er allerede ved at stå op på første sal. De arbejder udenfor byen.

51

Credo:

AT GØRE NOGET MENINGSLØST FÅR MENNESKET TIL AT FORNEMME EN MENING

AT GØRE NOGET MENINGSLØST FÅR MENNESKET TIL AT FORNEMME EN MENING

AT GØRE NOGET MENINGSLØST FÅR MENNESKET TIL AT FORNEMME EN MENING

52

troløse strømper der løber med halve vinde i ål

53

Blåt vordende som et sted

hvor samfundet og verden og alt det, der er

tæller som mindre end, at blande tingene

med rolig hånd; at tænke uden at pege;

tro ved siden af sig selv og allerede have opgivet

ethvert mål og enhver form for forløsning.

54

Det er sen nat nu. De første begynder at stå op, og vi er ikke mange skrivende p.t.: Sternberg og Martin holder ud, og Peter-Clement har lovet at vågne snart. Ellers er jeg helt ved siden af min krop. Ondt i røven og ryggen, og ude af rytme pga. mine tekniske problemer. Du har allerede opdaget det: jeg er tilbage her.

55

fiskes knive i månenat

nattens knive i månefisk

knives måne i fiskenat

månens fisk i knivenat

fiskes nat i knivemåne

månens knive i nattefisk

nattens måne i knivfisk

månens nat i fiskekniv

fiskes måne i knivenat

knives fisk i månenat

nattens fisk i knivemåne

knives nat i månefisk

56

helt ved siden af ved siden af står overfor og dirrer

i en voldsom stillen sig på halen, en stritten imod

mens dette dingler stille over dem begge og mens

lidt er tilstede over det hele og det hele prøver at

gøre sig mindre helt lille faktisk som et ok der ved

at det er nok blot at få alle til at føle at der er plads

nok men men stiller sig mellem dem alle og stikker

ud godt nok på en meget logisk måde som ikke rører

soms kunstnersjæl som går rent ind hos og i  bl.a.

og f.eks. der begge foretrækker en finde plads i enhver

skøn forvirring. Og har gemt sig under det hele.

57

Kirkens tomme rum er blotlagt for Guds skyld.

Identiteten bløder af løgnagtige muligheder.

58

Strengenes manøvre bryder normen for elendig opførsel.

59

stræk mine strømper ud og kærtegn mine dimser

i dine drømme i dine håndsrækninger fornemmer man brus

dine hænders linjer, der skærer ind over mine &

vi blander blod vi blander luft

fornemmer naturens mening

forglemmer hårets halte pragt

gurgler vilde idéer og fisker i rørte vand

det er os der rører vandene

og deler menneskene som var de sjældne artefakter

vi handler med tiderne

fortid for fremtid og omvendt

nutiden på tilbud for et rimeligt bud

halv pris på hvad der måske kommer

mulighedernes hav er uendeligt

som universet er endeligt

det er en simpel logik

en flagrende rustik bar

hvor blot står som en søjle gennem alt.

60

Ørn er den, der mest åbenbart er påvirket af situationen. Hans hud gløder rødt. Katarina har et sjældent sagligt smil på læberne, mens forfatterdrengene tydeligvis har mistet mælet. Ottos øjne lyser nu, de oplyser rummet, men det er der ingen, der finder mærkeligt, – undtagen mig. Selv den yngre bror ser ud til at være forført at sætningernes arabesker. Jeg kan ikke sige, hvorfor det lykkedes mig at holde afstand. Men jeg holder afstand. Og det er tydeligt, at hvad der foregår her, er ondt. I alle tilfælde, så er det i dette øjeblik, at jeg beslutter at gribe ind: at forrykke hvad der synes determineret.

61

Kabel sluger dette da

blandt broddens mange stik

indtil videre kryber nu

som et arbejde

 

plus guitar, trusse, flag

og blok, tegn og tog

samt nådens braiserede jøder

i gumpemundingens dødelige udstødning:

vi kan forvente sammenfald

over weekenden hid og did

blandt data og død

 

hurtigt suser elektroderne.

62

Hermed blev også den danske litteraturs værker opløst i referencer til hinanden.

63

Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det følgende, der sker. Dørene til bunkeren lukker automatisk efter den sidste. Mørket er derfor absolut. Ingen mæler et ord en tid. Så begynder Otto at tale. Gammeldags dansk. Hvad siger han? Han taler om kampen mellem godt og ondt, om at man må vælge side, og derefter yde de ofre, som er nødvendige. Hvad er det gode? Hvad er det onde? En lang række af banale pointer blander begreberne sammen i et grimt rod, men stemmen er insisterende. Mørk, venlig og fuld af glød. Den virker fysisk på både drengene og pigerne. Den trænger ind.

64

Angstens stormtropper står målløse overfor atomernes blinken i dagenes forbi.

65

Selvmordsælen sprænger sig vej ud til virkeligheden som dynamit.

66

Dårligt var vi vaklet ud af tågen før vi genkendte os selv

som skyldige; vi anede det ikke, vi kunne ikke ane det,

men sporene bag os afslørede alt: de fremstod

tydelige efterhånden som tågen blev fortid.

Vi kunne ikke før det og intet gøre ved det.

67

men mens men mente at gik noget og

helt ind i det næste der fulgte, hvilket

betyder: den efterfølgende sætning som

drejede sig om to som’er som sammenlignede

hinandens beklædningsgenstande (bl.a. stimulerende og gunstigt)

i et virvar af en meningsudveksling.

68

dilemma

adskilt